Varpelev Kirke

Varpelev Kirke er bygget i årene 1080-1175 og er en af de ældste kridtkirker i kommunen.

Kirken ligger på det højeste sted i Varpelev by og er sandsynligvis bygget af Raneslægten, der kun var kendt i omkring 100 år.
Tårnet på Varpelev Kirke er tilføjet i slutningen af byggeperioden, mens tilbygninger og taggavle blev tilføjet i den sengotiske tid 1475-1536. De er bygget af røde munkesten.

Efter Raneslægten overtog Roskilde Bispestol slægtens besiddelser, og ved reformationen i 1536 kom Varpelev Kirke under kong Christian den 3. Kort efter blev kirken solgt til private, hvorefter kongemagten igen købte kirken i 1678.
Ved en offentlig auktion i 1743 blev kirken solgt, inden den 1. januar 1910 overgik til selveje.