Hyggelig og historisk landsby

Ranestedet med blomster

Varpelev

Engang i jernalderen boede kong Varpe i den lille landsby med de snoede veje, og han er sandsynligvis årsagen til landsbyens navn “Varpelev”. Stednavnsforskere mener nemlig, at endelsen “-lev”, som har sin oprindelse omkring Kristi fødsel, betyder “arv”. Varpelev skulle dermed være dedikeret kong Varpe som “Varpes arv”.

Varpelev Kirke

En af de ældste kridtkirker i kommunen er Varpelev Kirke, der blev bygget på det højeste sted i Varpelev by i 1080-1175, sandsynligvis af Raneslægten.

I slutningen af byggeperioden blev tårnet på kirken tilføjet, mens vi skal helt til den sengotiske tid 1475-1536, før tilbygninger og taggavle af røde munkesten blev tilføjet.

Roskilde Bispestol overtog Raneslægtens besiddelser, og i 1536 kom kirken under kong Christian den 3. under reformationen. Kirken blev solgt til private kort efter, men i 1678 købte kongemagten kirken tilbage. I 1743 blev Varpelev Kirke solgt ved en offentlig auktion, og den 1. januar 1910 overgik kirken til selveje.

Varpelev Kirke
Ranestedet
Ranestedets have

Ranestedet

Det lille egnshus, Ranestedet, blev bygget af stevnske kridtsten i 1778. Det lille stråtækte hus med udhus er en rejse tilbage til midten af 1900-tallet, indrettet med møbler, landbrugs- og husholdningsredskaber nogenlunde fra den tid.

Egnshuset ligger skråt over for Varpelev Kirke, og i Ranehaven bag Ranestedet finder du bænke, hvor du kan nyde en medbragt madpakke med udsigt til Tryggevælde Ådal.

Læs mere: www.varpelev.dk.

Book dit ophold nu